Longreads i gult og blåt
Så tæt på
scudettoen
1997.
I 1997 sluttede Parma nummer to i Serie A – klubbens bedste ligaplacering nogensinde. Aldrig var de tættere på det italienske mesterskab.
Prolog
Der er sæsoner, en klub aldrig glemmer – ikke fordi den vandt, men netop fordi den var så pinligt tæt på. For Parma er 1996/97 en af dem, måske den allerstørste af slagsen.
Under den dengang unge og relativt ukendte træner Carlo Ancelotti sluttede Parma nummer to i Serie A, kun få point efter Juventus. Det var – og er stadig den dag i dag – klubbens bedste placering i den italienske liga nogensinde, i en tid hvor Serie A var verdens klart stærkeste liga.
Aldrig var drømmen om et scudetto tættere på. Og aldrig havde den gulblå trup været fyldt med flere navne, der senere skulle blive til ægte verdensstjerner og løfte VM-pokaler for deres lande.
Kapitel 01 · Sæsonen
Jagten på mesterskabet
Point for point fulgte Parma med Juventus hele vejen. Aldrig havde de været så tæt på det italienske mesterskab.
Holdet var fyldt med navne, der skulle blive verdensstjerner. En ung Gianluigi Buffon stod i målet, allerede dengang omtalt som en kommende af de allerstørste og en fremtidig landsholdsmålmand. Foran ham stod Fabio Cannavaro og Lilian Thuram – to fremtidige verdensmestre, der her lærte forsvarskunsten fra bunden.
Længere fremme dirigerede Dino Baggio og Diego Fuser tempoet på midtbanen med kraft og løbestyrke, mens argentinske Hernán Crespo og italienske Enrico Chiesa sørgede for målene i front. Det var en trup, de fleste af Europas storklubber ville have misundt Parma.
Og på bænken sad en dengang 37-årig træner, som den brede fodboldverden endnu ikke kendte som en legende, men som her lagde grunden til en af historiens største trænerkarrierer: Carlo Ancelotti.
Faktaboks
Sæsonen 1996/97
Men et hold er også de valg, træneren træffer – og nogle af dem blev diskuteret længe efter.
Kapitel 02 · Fundamentet
Ancelottis Parma var bygget bagfra og indefra. Et disciplineret, kompakt hold, der var enormt svært at spille imod og kynisk effektivt, når det gjaldt. Det var ikke altid smukt eller underholdende, men det virkede – og det holdt et stjernespækket Juventus under konstant pres helt til de sidste runder af sæsonen.
Grundstenen var forsvaret. Med den unge Buffon i målet og Cannavaro og Thuram som centrale forsvarere havde Parma en defensiv, der få år senere skulle bære både det italienske og det franske landshold til VM-guld. I den gulblå trøje, i det daglige arbejde under Ancelotti, lærte de at forsvare og at vinde sammen – en skole, hele fodboldverdenen siden nød godt af.
Presset
En by, der turde drømme
For første gang i klubbens historie talte man i Parma helt åbent om et scudetto. Byen turde tro på det – i cafeerne, på arbejdspladserne og på Tardini – helt indtil de allersidste runder.
Talentet
Stjerner i støbeskeen
Buffon, Cannavaro, Thuram, Crespo. Fire navne, der hver især skulle komme til at definere en hel generation af fodbold. I 1997 var de unge, sultne og samlet under samme gulblå tag i Parma.
Skæbnen
De sidste point
Til sidst rakte det ikke helt. Juventus holdt hovedet koldt og afstanden intakt, og scudettoen gled væk i sæsonens slutspurt. Men andenpladsen står stadig, urørt, som klubbens bedste ligaplacering nogensinde.
Kapitel 03 · Manden på bænken
Ancelottis Parma
Carlo Ancelotti var kun i begyndelsen af 30’erne og forholdsvis grøn som cheftræner, da han tog over i Parma. Alligevel var han stædig, taktisk skarp og kompromisløs i sine principper – nogle gange næsten for kompromisløs, mente kritikerne.
Historien vil vide, at hans faste 4-4-2-system ikke rigtig havde plads til den lille troldmand Gianfranco Zola, der derfor forlod klubben. Et valg, der blev diskuteret vidt og bredt i italiensk fodbold – men resultaterne på banen talte deres eget, tydelige sprog, og andenpladsen gav Ancelotti ret, hvor det gjaldt.
Mellemspil
Det siges, at man lærer mest af de titler, man ikke vinder. For Parma blev 1996/97 en sådan lærdom: beviset på, at klubben ikke længere var en glad overraskelse, men en reel titelkandidat, de store frygtede.
Og for de mange unge spillere blev sæsonen en modningsproces. De smagte presset, kravene og skuffelsen – og bar erfaringen med sig ud i karrierer, der endte med det allerstørste.
Parma blev under Ancelotti en fast titelkandidat i Serie A, og træneren lagde her grunden til den karriere, der siden gjorde ham til en af historiens allerstørste. Milan, Chelsea, Real Madrid, Bayern, Champions League-triumfer på stribe – alt startede et sted, og en meget stor del af det startede netop i Parma.
Andenpladsen i 1997 var ikke et mål i sig selv, og den gav ingen pokal at stille i skabet. Men den var beviset på, hvor svimlende højt en lille provinsklub kunne nå, når talent, arbejde og ledelse gik op i en højere enhed.
To point. Så tæt var Parma på det italienske mesterskab.
Billedserie
Øjeblikke i gult og blåt
Kapitel 04 · Arven
Holdet, der blev til legender
Se på 1997-truppen i dag, med årtiers bakspejl, og du ser en næsten ufattelig samling af navne, der endte med at vinde alt, hvad der var at vinde. Buffon og Cannavaro løftede VM-pokalen for Italien i 2006. Thuram havde gjort det for Frankrig allerede i 1998. Crespo blev en af sin tids mest frygtede angribere i både Italien og England.
De fandt alle deres form og deres selvtillid i den gulblå trøje, under det daglige pres fra en by, der pludselig forventede alt. Parma var ikke en endestation i deres karrierer – det var startrampen, stedet hvor stjernerne blev født og formet, før de erobrede verden.
Måske vandt Parma aldrig det scudetto, byen drømte om den sæson. Men 1996/97 beviste med al ønskelig tydelighed, at de kunne have gjort det – og at der er en helt egen form for storhed i at komme så uendeligt tæt på mod alle odds.
For en klub, der begyndte i det stille og anonyme i 1913 og først nåede Serie A i 1990, var en andenplads i verdens dengang stærkeste liga en næsten ufattelig præstation. Og den rekord står den dag i dag stadig urørt – klubbens bedste nogensinde.
Epilog
Så tæt, så smukt
Læs også
