Longreads i gult og blåt
Den første
triumf
1992.
I 1992 vandt Parma sit første store trofæ – og gjorde det ved at slå selveste Juventus. Det var startskuddet til en gylden æra.
Prolog
To år efter oprykningen til Serie A stod den lille klub fra Parma i en pokalfinale mod et af Italiens mægtigste hold. På papiret var det umuligt: en provinsklub uden en eneste titel i skabet over for selveste Juventus, la Vecchia Signora, med sin stolte historie og sine stjerner. På banen blev det historisk.
I 1992 vandt Parma Coppa Italia – klubbens første store trofæ nogensinde – ved at besejre Juventus samlet over finalens to kampe. For en klub, der to år forinden havde spillet i Serie B, langt fra rampelyset og de store aftener, var det simpelthen ikke til at fatte.
Det var startskuddet. Bag den ene pokal lå en drøm, der lige var begyndt at tage form – og en trup, der på få år skulle vokse fra oprykker til et af 90’ernes mest elskede og frygtede hold i hele Europa.
Kapitel 01 · Finalen
David slår Goliat
Parma mod Juventus. Provinsen mod aristokratiet. Og denne gang var det David, der løftede pokalen.
Bag holdet stod Nevio Scala, den rolige strateg fra Veneto, der byggede et mandskab af arbejdsomme italienere og få, velvalgte udlændinge. Det var ikke et hold af store navne endnu, men et hold af funktion – hver mand kendte præcis sin rolle, og ingen var større end kollektivet.
Svenske Tomas Brolin var stjernen, en teknisk begavet og kvik angriber med øje for det uventede og en næse for de vigtige mål. Omkring ham stod anfører Lorenzo Minotti som forsvarets klippe, belgiske Georges Grün med sin rutine og den brasilianske landsholdsmålmand Claudio Taffarel bagerst i buret.
Sammen gjorde de det umulige til virkelighed. Coppa Italia 1992 var ikke et tilfælde eller et lykketræf. Det var et hold, der var ved at finde ud af, hvor godt det egentlig var – og som først lige var begyndt at forstå, hvor langt det kunne nå.
Faktaboks
Vejen til toppen
Men en pokal er aldrig bare en pokal. Den er en nøgle – til Europa, til selvtilliden og til troen på, at endnu mere var muligt.
Kapitel 02 · Nøglen til Europa
Sejren i Coppa Italia gav mere end et trofæ i skabet. Den gav adgang til Pokalvindernes Europa Cup – og dermed til den europæiske scene, hvor et lille Parma nu skulle måle sig med kontinentets bedste hold på de allerstørste aftener.
Det, ingen vidste dengang, var, at Parma allerede året efter ville vinde netop den turnering med en 3–1-sejr over Antwerp på Wembley. Coppa Italia 1992 var med andre ord kun det første trin på en trappe, der på få år førte helt til toppen af europæisk fodbold – og gjorde en provinsklub til et navn, hele kontinentet respekterede.
Følelsen
Da det umulige blev virkeligt
For en klub helt uden titler var den første pokal ikke bare en sejr. Det var et bevis – et håndgribeligt bevis på, at drømmen ikke havde været naiv, og at de hørte til blandt de bedste.
Byen
Tardini eksploderer
Gaderne fyldtes med gulblå flag, hornene gjaldede, og Curva Nord sang til langt ud på natten. Parma havde vundet noget stort – for allerførste gang i klubbens lange historie.
Fremtiden
Nu begyndte det for alvor
Med pokalen i hånden og hele Europa forude var Parma pludselig ikke længere bare en lille klub fra provinsen. De var på vej mod noget helt særligt – og alle kunne mærke det.
Mellemspil
Der er noget særligt ved den første titel. De senere trofæer bliver forventede, næsten pligt. Men den første kommer altid som en åbenbaring – beviset på, at det, man har drømt om, faktisk kan lade sig gøre.
For Parma var 1992-pokalen netop sådan et øjeblik. Efter den var intet umuligt længere. Byen havde smagt blod, og holdet vidste nu, hvordan sejr føltes.
Kapitel 03 · Arkitekten
Nevio Scala
Nevio Scala var ikke en mand af store ord eller store armbevægelser. Men han var manden, der forvandlede Parma fra nervøs oprykker til pokalvinder – og siden til en af Europas mest respekterede klubber.
Under ham lærte en hel generation af unge spillere at vinde og at tro på sig selv. Han byggede holdet stille og roligt, sæson for sæson, sten for sten, og gjorde Tardini til et sted, hvor selv de allerstørste hold frygtede at komme på besøg en europæisk aften.
Scala-æraen blev fundamentet for alt det, der fulgte. Fra 1992 til 1995 vandt Parma Coppa Italia, Pokalvindernes Europa Cup, den europæiske Super Cup og UEFA Cuppen – fire forskellige trofæer på bare fire år.
For en klub, der aldrig før havde vundet noget som helst, var det en næsten ufattelig stime. Og det hele begyndte med den ene pokal i 1992 – den, der åbnede døren og viste vejen.
Fra Serie B til pokalvinder på to år. Ingen havde set det komme.
Billedserie
Øjeblikke i gult og blåt
Kapitel 04 · Kollektivet
Et hold, ikke et navn
Det, der gjorde 1992-holdet så særligt, var ikke enkeltspillere eller individuelle stjernemomenter. Det var måden, de spillede sammen på – disciplineret, uselvisk og med en fælles vilje, der gjorde holdet større end nogen enkelt mand.
Brolin, Melli, Minotti, Osio, Grün, Sensini, Taffarel – navne, som danske Parma-fans stadig siger med et strejf af ærefrygt. De færreste af dem var stjerner, da de kom til klubben. Men i den gulblå trøje, under Scalas ledelse, blev de sammen til vindere.
Det var den kultur – kollektivet frem for individet – der blev Parmas kendetegn gennem hele den gyldne æra. Selv da klubben senere hentede rene verdensstjerner, blev holdånden fra 1992 ved med at være fundamentet.
Coppa Italia 1992 var ikke enden på noget. Den var begyndelsen på alt. Den allerførste streg i et billede, der i løbet af få år skulle fylde hele Europa med gult og blåt.
Og for en klub, der havde ventet i næsten 80 år på sin første titel, smagte den pokal sødere end nogen af dem, der senere fulgte. Man vinder kun sin første titel én gang – og for Parma var det i foråret 1992.
Epilog
Første skridt mod Europa
Læs også
