Longreads i gult og blåt
Den sidste
titel
2002.
Coppa Italia 2002 blev Parmas tredje pokal – og det sidste store trofæ, før mørket sænkede sig over klubben.
Prolog
Ingen vidste det dengang, men foråret 2002 var enden på en hel æra. Parma vandt Coppa Italia for tredje gang på ti år – og det skulle vise sig at blive klubbens sidste store trofæ i en meget lang tid fremover.
Blot halvandet år senere kollapsede Parmalat i en af Europas største regnskabsskandaler nogensinde, og med mejerigiganten forsvandt de penge, der i mere end et årti havde båret hele det gulblå eventyr. Men i foråret 2002 anede ingen endnu noget – og de gulblå løftede endnu en gang en pokal mod himlen over Rom.
Set i bakspejlet var det en triumf med et tungt strejf af vemod over sig: den gyldne æras smukke, sidste kapitel, skrevet lige før mørket for alvor sænkede sig over klubben.
Kapitel 01 · Triumfen
Endnu en pokal
Coppa Italia 2002 – Parmas tredje. Ingen anede, at det var den sidste i en generation.
Det gyldne hold var allerede ved at blive skilt ad, spiller for spiller. Buffon var solgt til Juventus for en verdensrekordsum for en målmand, Thuram var fulgt med til Torino, og Crespo og Verón var for længst rejst videre til nogle af Europas allerstørste klubber for svimlende summer.
Men Parma kunne stadig vinde, selv med en udtyndet trup. Med Fabio Cannavaro som anfører og bagerste bolværk, japanske Hidetoshi Nakata som kreativ kraft på midtbanen og målfarlige folk i front sikrede de gulblå sig endnu en Coppa Italia mod Juventus.
Det var på sin vis det smukkeste bevis på, at vinderkulturen stadig sad dybt i klubbens vægge – selv da stjernerne blev solgt fra én efter én, og selv da fremtiden begyndte at se usikker ud.
Faktaboks
Den gyldne æra
Men under den blanke overflade var noget grundlæggende ved at gå i stykker – noget, ingen på tribunerne endnu kunne se.
Kapitel 02 · Skyggen
De mange store spillersalg havde længe antydet, hvilken vej økonomien i virkeligheden var på vej. Parmalat pumpede tilsyneladende fortsat penge ud til klubben og dens ambitioner, men bag den polerede facade voksede et regnskabsmæssigt hul af en størrelse, ingen udenforstående kunne forestille sig – en gæld skjult i et net af selskaber.
Da skandalen endelig brød ud i slutningen af 2003 – afsløringen af en af Europas største regnskabssvindler nogensinde – styrtdykkede alt med voldsom hast. Grundlaget under hele det gulblå eventyr forsvandt nærmest fra den ene dag til den anden, og en klub, der havde levet af mejeripengene, stod pludselig alene og forgældet tilbage.
Triumfen
En sidste gang på toppen
Tardini og de rejsende fans fejrede endnu en pokal med sang og flag, fuldstændig uvidende om, at det var afskeden med en hel æra af trofæer, stjerner og store europæiske aftener.
Forandringen
Stjernerne forsvinder
Buffon, Thuram, Crespo, Verón – én efter én rejste de gyldne år ud ad døren. Parma solgte ud af arvesølvet for at holde skruen i vandet, længe før nogen udefra forstod det egentlige hvorfor.
Slutningen
Før faldet
Blot halvandet år senere var pengene væk, og navnet Parmalat var blevet synonymt med skandale. Men i foråret 2002 huskede de gulblå endnu en sidste gang, hvordan det føltes at vinde og at stå på toppen.
Kapitel 03 · Anføreren
Cannavaros sidste dans
Fabio Cannavaro havde været i Parma, siden han var teenager i klubbens ungdomsafdeling. I 2002 var han både anfører og en af verdens absolut bedste forsvarsspillere – og pokalen blev på sin vis hans afskedsgave til den klub, der havde opdaget og formet ham fra dreng til verdensstjerne.
Samme sommer rejste han videre til større klubber, som så mange gyldne navne før ham. Men den sidste titel bar tydeligt hans håndskrift: disciplin, stolthed og en ubøjelig vilje til at vinde, uanset hvor meget der var forandret og usikkert omkring ham. Fire år senere løftede han VM-pokalen som Italiens anfører.
Mellemspil
Der er noget næsten litterært over en sidste triumf, man ikke ved er den sidste. Spillerne jublede, byen fejrede, og ingen tænkte på, at gardinet var ved at falde for en hel æra.
Måske er det derfor, 2002-pokalen med årene har fået en særlig plads i de gulblås hjerter. Den markerer grænsen mellem før og efter – mellem eventyret og de hårde år, der fulgte.
Set i bakspejlet var 2002-pokalen et definitivt vendepunkt i klubbens historie. Efter den kom ikke flere trofæer, men i stedet konkurs, gentagne nedrykninger og til sidst en total genopstandelse helt fra bunden af det italienske ligasystem, i Serie D.
Men netop derfor betyder den sidste titel så uendelig meget for de trofaste. Den var det sidste, smukke øjeblik af ren glæde, før alt ændrede sig for altid – et punktum sat med stil, hovedet højt og en pokal i hænderne.
Efter 2002 kom ingen flere trofæer. Kun mørke – og en dag, langt senere, en genfødsel.
Billedserie
Øjeblikke i gult og blåt
Kapitel 04 · Eftermælet
Punktummet for en æra
Tre Coppa Italia, to UEFA Cup, en Pokalvindernes Europa Cup og en europæisk Super Cup. På lidt over ti år havde en lille provinsklub fra Po-sletten samlet en trofæsamling, som selv etablerede storklubber ville have været stolte af – en næsten uvirkelig stime af triumfer.
2002-pokalen lukkede og slukkede for den gyldne historie. Men den gjorde det på den eneste måde, der rigtig passede til Parma: med en titel i hånden, en sang på læberne og hovedet løftet højt – ikke med et nederlag, men med en sejr som sidste billede.
De gulblå huskede, længe efter, hvordan det føltes at vinde – og præcis den erindring blev noget helt afgørende at holde fast i gennem de mørke, hårde år, der fulgte efter Parmalats fald.
For når man først har stået allerøverst på toppen, ved man med sikkerhed, at det faktisk kan lade sig gøre. Og en dag, mange år senere og mod stort set alle odds, skulle Parma netop derfor finde vejen hele vejen tilbage.
Epilog
Før mørket
Læs også
