Longreads i gult og blåt
Det begyndte
i 1913.
Før stjernerne, før Europa, før konkursen: historien om en klub, der blev født i en operaby og opkaldt efter en komponist.
Prolog
Længe før Buffon, før UEFA Cup-aftenerne og før konkursen, var Parma bare en idé i en norditaliensk operaby. Den 27. juli 1913 satte en håndfuld unge mænd sig sammen og stiftede en fodboldklub – i en tid, hvor fodbold stadig var en engelsk kuriositet, der kun langsomt var ved at finde fodfæste i Italien.
De opkaldte den efter byens største søn, komponisten Giuseppe Verdi, hvis 100-års fødselsdag netop faldt det år, og kaldte klubben Verdi Foot Ball Club. Kort efter blev navnet til Parma. Ingen af de unge stiftere anede, at de netop havde lagt spiren til et af fodboldhistoriens mest dramatiske eventyr – en rejse fra provinsen til Europas absolutte top, ned i den dybeste afgrund og hele vejen tilbage igen.
Det skulle tage næsten otte årtier, før byen så sit hold i Serie A. Men identiteten – korset, farverne, trofastheden – blev støbt allerede fra begyndelsen. Alt det, der senere gjorde Parma til noget særligt, fandtes i kimform allerede den sommerdag i 1913.
Kapitel 01 · Identiteten
Korset og farverne
Det hvide kors gav klubben dens kælenavn – i crociati, korsridderne. Gult og blåt blev byens farver.
Symbolet er ældre end klubben selv. Det hvide kors – la croce – stammer fra byens middelalderlige historie og gav holdet tilnavnet i crociati, korsridderne. Det er ikke tilfældigt, at danske fans i dag kalder deres side Crociati.dk: navnet binder en moderne dansk tilhængerskare sammen med en historie, der rækker århundreder tilbage.
Farverne var heller ikke tilfældige. Det gule og det blå blev byens signatur, båret med stolthed på trøjen gennem gode og dårlige år. Det var farver, man kunne kende på lang afstand, og som med tiden blev lige så meget en del af Parma som parmesanen og prosciuttoen. For i de første mange årtier var der mest af de dårlige år – eller i hvert fald de stille.
Parma spillede i det italienske fodbolds nedre etager, langt fra rampelyset. Klubben skiftede navne, fusionerede og genopstod flere gange, som italienske klubber gjorde det i mellemkrigstiden, hvor økonomi og politik konstant greb ind i sporten. Men uanset hvad der stod på trøjen, og uanset hvilken række holdet spillede i, fulgte korset altid med. Det var den røde – eller rettere den gulblå – tråd gennem det hele.
Faktaboks
Parma i tal
Et hjem gør en klub. Og i 1923 fik Parma sit – et sted at høre til, at samles om og at vende tilbage til, uanset hvad der skete på banen.
Kapitel 02 · Hjemmet
Stadio Ennio Tardini blev indviet i 1923 og opkaldt efter en af klubbens tidlige ledere, der havde kæmpet for at give Parma et rigtigt stadion. Det lå – og ligger stadig – midt i byen, med tribunerne så tæt på banen, at tilskuerne kan høre spillerne trække vejret og råbe til hinanden.
Her ville Curva Nord senere synge sine sange, her ville europæiske stjerner en dag danse, og her ville byen samles, hver gang lyset blev tændt. Men i mellemkrigsårene var det bare et beskedent stadion for et beskedent hold – en scene, der ventede på sin forestilling.
Alligevel var Tardini fra første dag mere end mursten og tribuner. Det var stedet, hvor generationer af parmesanere lærte at holde med det samme hold som deres fædre, og hvor tilhørsforholdet blev givet videre som en arv. Længe før trofæerne var stadionet allerede klubbens hjerte.
Byen
En operaby med fodbold i blodet
Parma er kendt for parmesan, prosciutto og Verdi, hvis musik stadig lyder fra byens teater. Men under kulturen og gastronomien banker en puls, der aldrig har handlet om andet end det næste fløjt.
Tålmodigheden
Årtier i det stille
Op og ned mellem rækkerne, ingen titler, ingen stjerner, ingen europæiske aftener. Alligevel blev byen ved med at møde op på Tardini – ikke fordi holdet vandt, men fordi det var deres, uanset niveau og uanset resultat.
Løftet
En arv, der gives videre
Fra bedstefar til barnebarn på trappen op til Curva Nord. Det gule og blå var aldrig bare farver på en trøje. Det var et tilhørsforhold, en måde at være fra Parma på – noget, man blev født ind i og bar med sig hele livet.
Mellemspil
Man kan spørge, hvad der holder en klub i live gennem 70 år uden titler. Svaret ligger ikke i pokalskabet, men i vanen: i søndagene, i sangene, i det at gå den samme vej til stadion, som ens far gjorde.
Det var den vane – den stædige, udramatiske trofasthed – der senere skulle bære Parma gennem både storhed og fald. Fundamentet blev ikke støbt i 1990’erne. Det blev lagt i alle de stille år før.
Kapitel 03 · Ventetiden
De mange stille år
I mere end 70 år levede Parma i fodboldens skygge. Klubben pendlede mellem Serie B og de lavere rækker, oplevede konkurser og genopstandelser, og så større naboer som Bologna og Juventus løbe med opmærksomheden og pokalerne.
Der var sæsoner med oprykningsdrømme og sæsoner med nedrykningsangst, generationer af spillere, der kom og gik uden nogensinde at blive kendt uden for byen. For den udenforstående var det en klub som så mange andre i den italienske provins.
Men et sted i de stille år blev der bygget noget, man ikke kunne se på tabellen: en trofast tilhængerskare, en klar identitet og en tålmodighed, der senere skulle vise sig at være guld værd. Parma lærte at vente – og den evne blev en del af klubbens karakter.
Vendepunktet kom i 1980’erne. En lokal mejerivirksomhed ved navn Parmalat, ledet af den ambitiøse Calisto Tanzi, begyndte at investere i klubben, og pludselig var der penge til ambitioner, der før havde været utænkelige for en provinsklub af Parmas størrelse.
Med den rolige strateg Nevio Scala på trænerbænken rykkede Parma i 1990 op i Serie A for allerførste gang i klubbens historie. 77 års ventetid var slut. Det, ingen havde turdet drømme om, var pludselig virkelighed – og eventyret kunne endelig begynde.
Og i 1990 – 77 år efter fødslen – trådte Parma for første gang ind i Serie A.
Billedserie
Øjeblikke i gult og blåt
Kapitel 04 · Arven
Fundamentet under eventyret
Alt det, der senere gjorde Parma til en europæisk stormagt – Coppa Italia, UEFA Cup, aftenerne mod Europas største – stod på et fundament, der blev lagt i 1913: en by, der aldrig gav slip, og en identitet, der overlevede alt.
De gyldne år, det dybe fald og den utrolige genfødsel var alle kapitler i den samme lange historie. Man kan ikke forstå det ene uden det andet. Storheden gav mening, fordi den var så uventet; genrejsningen var mulig, fordi tilhørsforholdet var ægte.
Men uanset hvor mange kapitler der senere blev skrevet, blev den første side skrevet den sommerdag i 1913, da nogle unge mænd opkaldte en fodboldklub efter en komponist – og satte noget i gang, der stadig lever i dag.
I dag hedder klubben Parma Calcio 1913 – med årstallet skrevet direkte ind i selve klubmærket. Det er ikke tilfældigt. Efter konkursen i 2015 valgte man bevidst at bære fødselsåret med som en påmindelse om, hvor det hele begyndte, og om, at historien ikke kunne tages fra byen.
For nogle klubber er historien noget, man læser om i en bog. For Parma er den noget, man bærer – på trøjen, i navnet og i den trofasthed, der har fulgt korset gennem mere end hundrede år.
Epilog
Frøet var sået
Læs også
